Drop klynkeriet, kvinder
Hvis jeg nogensinde bliver politiker, vil jeg ikke vælges på mit køn men på mine kvalifikationer.
Stiftens leder fra mandag d. 9 november opfordrer alle til at finde en kandidat, som de er enige med. Er kandidaten en mand, opfordres man til at finde en kvinde med samme holdninger. Men hvorfor ikke bare stemme på manden? Hvorfor skal kvinder behandles anderledes end mænd og have det lettere? Hvis jeg nogensinde bliver politiker, vil jeg ikke vælges på mit køn. Jeg vil vælges på mine kvalifikationer. Det er måske det, man bør lære kvinder i stedet for bare at lade dem få lettere adgang til embedshverv og lave såkaldte kvindekvoter for bestyrelser. Hvis kvinderne har lysten og evnerne, så kan de sagtens opnå det samme, som deres mandlige kolleger. Ligestilling skal være lige muligheder uanset køn, og kvinderne skal på nuværende tidspunkt ikke have flere stemmer end mændene. De kæmper om de samme pladser som mændene, så det må da være ligestilling. Skal vi gøre det lettere for kvinderne? Resulterer det så ikke i, at mændene begynder at klynke over deres tilværelse? I lørdags var jeg sammen med en masse andre kvinder til et arrangement på kvindemuseet, hvor der var nogle prominente kvindelige talere. De havde til formål at bakke de kvindelige byråds- og regionsrådskandidater op i deres kamp mod valget. Talerne gav gode råd om, hvordan man, som kvinde, kan klare sig i samfundet med fokus på det rent politiske. Kvinderne skulle ikke gå af vejen for noget, men er det virkelig sådan vi vil have det? Vi lever i et samfund, hvor alle hjælper alle, og kompromisser er en naturlig del af hverdagen, og det er ikke til skade for nogen. Så kære kvinder, kom ned på jorden igen. Vi skal kæmpe for tingene, som vi altid har gjort, og ligesom alle andre i denne verden gør. Vi skal ikke have kvindekvoter eller favoriseres. Vi vil da kæmpe vores egne kampe. Så vi kan glæde os over vores sejre og tage nederlagene med oprejst pande.
Så drop klynkeriet og kom tilbage til virkelighedens verden, hvor vi kæmper for tingene.


Kristian Leer skrev en kommentar søndag, 15. nov 2009 kl. 16:53
God opsang Nina! Og du skal nok blive politiker