[Denne artikel blev oprindeligt bragt i Liberalt Besat i serien "Den Sorte Boks"]

Når to ulve og et får skal stemme om hvad de skal have at spise til aftensmad, kan de fleste nok regne ud, at ulvene ikke stemmer for at spise græs! Dette er et gammelt og meget brugt eksempel på, at demokrati ikke altid er den mest retfærdige løsning! Igennem hele min barndom blev jeg tudet ørene fulde af, at vi havde demokrati i vesten, fordi vi var frie og humane mennesker med hjertet på den rette etiske hylde! Jeg blev kørt igennem en masse indoktrinering til hyldest af den evigt almægtige velfærdsstat aka. ”Den socialistiske betonstat”. Denne hjernevask foregik systematisk igennem velfærdsstatens skolesystem, nyhedsformidlinger og kampagner med hjertet på den helt rigtige socialistiske hylde! Jeg fik at vide, at demokrati var noget vi skulle være stolte af, fordi det var symbolet på, at vi alle er gode og ligeværdige mennesker! Langsomt i mit liv har jeg opdaget en helt anden sandhed, sandheden omkring demokrati: Vi har ikke demokrati fordi vi er GODE mennesker, vi har det fordi vi har en tro omkring, at alle andre er ONDE mennesker! Jeg vil med denne udgave af D.S.B. søge at give en forklaring på denne sandhed…

Nu skal man ikke tro, at jeg mener, at demokrati er ondt, og at diktatoriske regimer som Zimbabwe, Nordkorea, Iran og Saddams Irak er skolebogseksempler på gode retfærdige samfund! Jeg mener derimod, at man på det helt grundlæggende teoretiske plan er store ligheder imellem disse forskellige styreformers ondskab! Jeg vil dog i høj grad påpege, at jeg selvfølgelig ikke mener, at den danske stat er ligeså forfærdelig, som en ond diktators rædselsregime, men at den bygger på nogle af de samme ødelæggende værdier og regelsæt! Ideen om, at andre mennesker har mere ret til, at bestemme og ens eget liv og ejendom end en selv, er den mest inhumane og modbydelige verdensopfattelse man overhovedet kan have! Her det så på et filosofisk plan hamrende ligegyldigt hvordan landets ledelse vælges, om den bliver skabt på demokratiskvis eller ved et blodbad af et militærkup er lige nedbrydende i idealet om, at man bestemmer suverænt over sit eget liv!

Vi ser overalt i verden den kolossale trang til at få alle andre mennesker til at gøre noget, de ikke vil – ofte er det noget man ikke selv vil, og det der for er meget bedre at tvinge andre til at gøre. Jeg har sagt det før og jeg siger det igen: Denne sindssyge trend er vores verdens sande ondskab! Det hele har rod i, at man ikke respekterer andres suveræne ejendomsret. Nu er jeg ikke særlig religiøs, men jeg vil alligevel citere noget fra de ti bud: ”Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom” (Citat: 2. Mosebog kap. 20 vers 17) Allerede for flere tusinde år siden stod det klart, at begæret af din næstes ejendom er noget af det mest modbydelige i hele verden! Det var dermed en del af grundlaget for en statsdannelse, i form af et religiøst fællesskab. Hvis alle respekterede denne verdensanskuelse ville man tro, at vi slet ikke behøvede en stat, fordi så kunne alle leve i perfekt harmoni med hinanden. Men formålet med staten i dag er ikke at opfylde dette smukke ideal, nej staten er blevet et perfekt instrument til at forbryde sig mod dette ideal!

I diskussionen om et anarko-kapitalistisk samfund, siges det ofte, at det ikke ville kunne fungere. Man møder utallige eksempler på hvorfor dette system ville være ondskaben selv: f.eks. siges det, at folk vil ligge og dø på gaden, fordi ingen frivilligt vil donere penge til en fond/forsikringsordning som kunne fungere på lige fod med det danske sygehusvæsen. Kunsten ville også dø sammen med de hjemløse på gaden, fordi der ikke ville være nogen der frivilligt vil poste de abnormt store pengesummer i projekterne. Arbejdsløsheden ville eksplodere fordi der ikke er nogen til at betale for efteruddannelse og aktiveringsprojekter til de arbejdsløse, og hvad være er så ville de nok alle dø af sult dagen efter de mistede deres job, for der ville ikke være arbejdsløshedsunderstøttelse. Antallet af eksempler er næsten uendeligt, men fælles for dem alle er, at troen på, at man frivilligt kunne lave erstatninger for de ting staten laver i dag, simpelthen ikke er til stede. Hvis man begynder at svare fordommene med, at hvis man gerne ville have et enormt sikkerhedsnet som det danske, så kunne man selv stifte en forening, som fungere som velfærdsstaten for dets medlemmer. Hvis man var et endnu mere humant menneske ville man frivilligt kunne give penge til en fond, som også gav penge til ikke betalende medlemmer. Man kunne sågar lave en frivillig løndelingsordning, så uligheden ikke ville eksplodere. Disse få eksempler på løsninger af disse opgaver hilses velkommen med udtryk som: ”Der er da ingen der ville betale for sådanne ordninger”, ”Jamen, de rige ville bare lade være med at betale”… Jeg ved ikke om disse citater, næsten ikke burde tale for sig selv, for de beviser jo min indledende pointe omkring grundlaget for demokratiet.

Jeg kan også skære det ud i pap for en god ordens skyld: Budskabet mellem linierne er, at der ikke er nogen som ønsker at betale for alt hvad staten gør, og hvis man så ikke tvinger folk (og i særlig høj grad de rige) til at betale, så ville man ikke kunne lave en fungerende ordning. Jeg synes der er et meget alarmerende budskab, for her siges det hele. Vi er alle så onde mennesker, at vi skal have et flertals diktatur til at tvinge os til at gøre noget godt. For der er jo ingen der vil betale til fattige, hvis ikke naboen giver dobbelt så meget. Endnu bedre er hvis jeg, med min stemme, kan tvinge nogen til at gøre noget, som jeg gerne vil have, uden selv at skulle være ansvarlig for det.

Den reneste form for et frihedsdemokrati findes i kapitalismen, her bestemmer den enkelte forbruger præcis hvilke tiltag der skal gennemføres. Hver gang man betaler for en vare, stemmer man for at der skal være mere af denne vare. Her er der intet tvang, i modsætning til demokrati, som er et flertalstyranni, som kun eksisterer fordi man har en tro på, at alle andre mennesker er onde. Desuden ligger der i demokratiets fundament, at man kan tvinge andre til at give en penge, bare fordi man er flest. For den naturlige konsekvens af demokrati, er at de 51 % fattigste stemmer sig til restens penge! Demokrati er ikke godt, det kan skabe ligeså meget ondskab som et militærdiktatur. Dette kan sløres af at ”folkets vilje” ikke altid bruges på at skabe død, men også kan bruges på at skabe en velfærdsstat – baseret på tvang og trusler. Det er den enkelte person, som kan være et godt menneske, enhver statsform baseret på tvang, kan kun være ond.

”Der ville findes langt mindre ondskab på jorden, hvis det onde aldrig kunne gøres i det godes navn.” – Marie von Ebner-Eschenbach