[Denne artikel blev oprindelig bragt i Liberalt Besat, som en del af "Den Sorte Boks", Februar 2005]

Af Martin Pedersen, Proletariatets Martyr!

Nu da valgkampen er veloverstået, kan man igen begynde at lufte de liberale faner og drømme om den liberale revolutions komme. Vi skal dog gøre os det klart, at den ikke kommer med denne regering! Den ændrer jo kun på ca. 2-6 % af statens udgifter hvert år – og det er ikke engang alle ændringerne som går i den liberale retning. Så nu må vi gøre op med os selv om vi er liberale, og om vi vil kæmpe for et liberalt samfund.

Inden man begynder at kalde sig selv for liberal, skal man overveje hvad denne ærestitel indebærer! Liberalismen handler ikke kun om frisind og frihed… Mange tror, at hvis man ønsker at skatten skal ned og progressiviteten i skattesystem fjernet – så må man være en ægte liberalist. Liberalismen er meget mere omfattende end det – herunder er retten til at bære våben eller sågar tillade en fuldstændig legalisering af narkotika væsentlige. Men alle disse smukke problemstillinger er kun symptomer på det virkelige problem: Den manglende personlige frihed. Årsagen til, at man skal ønske lavere skatter og at afskaffe lukkeloven, bør ikke være direkte egoistiske ønsker om mere i løn og mulighed for at købe en øl i 7-eleven efter natten har malet byen sort! Det skal derimod være et ønske om frihed – individets frihed. Det er noget vi sikkert alle sammen er enige om, men dette er ikke hele liberalismens ansigt. Når vi kæmper for alle disse frihedsrettigheder skal vi samtidig gøre op med den velfærdsnarkomani, som har hærget landet og lullet os ind i en døs af klientgørelse og hjælpeløshed. Det er vigtigt at huske omdrejningspunktet i hele frihedskampen: Vores modstander – den socialistiske betonstat.

Når vi kæmper for meget lavere skatter, skal vi også huske, at det per definition betyder, at vi må mindske de offentlige udgifter. Vi skal derfor benytte nogle af vor tids værste bandeord – privatisering og brugerbetaling. Vi skal også gøre op med den forfejlede indstilling, at en privatisering er når staten benytter en privat leverandør – men stadig finansierer vores brug af ”godet”. Vi skal for alt i verden væk fra denne forstøvede tankegang… Vi skal have ejendomsretten tilbage – Det betyder, at de opgaver som staten løser (dem som onde tunger kalder statens opgaver) skal løses på et frivilligt basis af markedskræfterne. Ja du har forstået det… det betyder at staten ikke skal have noget som helst at gøre med hele redeligheden… Ja vi snakker privatisering af hospitaler, fængsler, offentlig transport og sågar vejnettet. Onde tunge vil møde disse ideer med kritiske og en anelse naive røster som: ”Der er da ikke nogen der vil betale prisen for at bruge vejene” og ”det da er alt for dyrt at anlægge vejene, så det vil da ikke være rentabelt at drive vejene”. Det er netop her vi liberale må slå koldt vand i blodet og prøve at informere (læs propagandere) om, hvordan det virkelig kan hænge sammen..

Vejene skal sælges til private – det kan være beboerne omkring vejen eller et ”ondt kapitalistisk firma”. Herefter kan der så indføres brugerbetaling, som kan finansiere vedligeholdelsen af vejene. Rent faktisk hænger det til en hvis grad også sådan sammen i dag – men det er kun på små lukkede veje, som skal vedligeholdes af ejeren f.eks. en grundejerforening. Problemet er blot at disse er underlagt en centralistisk styring – hvor man ikke må spærre en vej af og opkræve ”ikke-beboere” betaling for brug af vejen. Man må heller ikke lave sine egne færdselsregler – det eneste man som ejer af en vej har lov til, er at sætte et skilt op hvor der står ”uvedkommende ingen adgang”… eller det må man kun hvis der ikke er vundet hævd på brug af vejen til gennemkørsel! Til gengæld for disse ”helt vildt fede” rettigheder får man så lov til direkte at finansiere vedligeholdelsen. Dette må vi gøre op med – vi skal først og fremmest give ejerne fuldt mandat til brug af egne veje som disse lyster. Vi vil herved opnå en situation hvor udbudet og efterspørgslen vil finde en passende markedspris for brug af vejene. Og om man så indfører en form for brobizz eller laver manuel betaling er for sin vis hamrende ligegyldigt.

Her vil man igen møde de godtroendes kommentarer: ”Det vil da blive utrolig dyrt at bruge vejene!”. Jeg ved ikke om man skal grine eller græde, for man skulle tro at disse mennesker ikke kunne se det hele i et overordnet perspektiv. For hvis vi bare tænker os lidt om, så må vi jo indse at der i dag bliver betalt for vejene – det er jo ikke gratis at bruge vejene! Dette er hele dankort-gebyr-sagaen i en nøddeskal – vi har det bare meget bedre når finansieringen er usynlig og er skjult i priserne for alt muligt andet. For hvis man kigger lidt i de offentlige regnskaber ville man se, at staten i 2003 brugte ca. 9,5 milliarder på at vedligeholde og investere i det samlede vejnet. Knap 10 milliarder kroner er mange penge, men det skal sammenlignes, at staten samme år inddrog godt 24 milliarder i transportskatter – altså fra vægt-, registreringsafgifter og lignende. Hertil kommer, at statens indtægter fra benzinafgifter udgør knap 10,5 milliarder. Herved kan man se at hvis man fjernede skatterne og indførte brugerbetaling så ville det være til gavn for bilisterne! Når man er bilist skal man ikke bare betale for hele vejnettet, man skal også betale til alt muligt andet… Derved kan man tolke det sådan, at hvis man privatiserede vejnettet, så ville prisen for brugen af det falde, selvom det i dag er ”gratis”. Inden vi kan komme dertil, skal vi væk fra den gamle og forstokkede tankegang om, at statens vigtigste opgave er at lære os at bruge pengene ”rigtigt” – og derved virker mere som en omfordelende socialistisk tyran frem for et redskab til at effektivisere samfundet. Afslutningsvis vil jeg mindes Harry Brownes smukke ord med et sagligt smil og så bare drømme om revolutionen ”staten brækker dine ben, giver dig krykker og siger ”Se, hvis det ikke var for os, kunne du ikke gå.””…

VIVA LA REVOLUTION